Velkommen
Du kan altid hente mere inspiration ved f.eks. at klikke på Aften - Frokost - o.s.v. under ETIKETTER i højre spalte.
Hvis du vil printe en opskrift ud, så marker teksten og vælg print markerede, så undgår du at få andet end opskriften printet ud.
Med venlig hilsen -
Bodil & Benny
mandag den 28. januar 2008
Bagte æbler
2 mellemstore gode madæbler – 12 g råsukker – 25 g rosiner – 4 hele nelliker – 12 g smør – 1 spsk lys honning – 1 spsk vand – lidt piskefløde til flødeskum
Tør æblerne af, stik kernehuset ud og snit en ridse rundt om midten af hvert æble. Anbring dem i et ildfast fad.
Bland sukker og rosiner og brug det som fyld i æblerne. Pres to hele nelliker ned i hvert æble og læg smørklatter oven på. Dryp den først med honning og så med vand.
Bag dem i ovnen ved 200° i 30-45 minutter, indtil de er møre.
Pisk flødeskum og server det til.
fredag den 25. januar 2008
Wok med grønsager og oksekød
400 g magert oksekød i strimler – 3 spsk ketchup - ½ spsk citronsaft – 3 spsk soja (gerne sweet) – 1 tsk salt – 2 fed hvidløg – 1½ spsk sesamolie (til dressing) – 1½ spsk chilisauce – 1 spsk karry – lidt olie (til stegning) 250 g champignon – 400 g broccoli – 1 rød peberfrugt 70 g æggenudler
Bland ketchup, citronsaft, soja, salt, presset hvidløg, chilisauce – karry og olie.
Skær kødet i strimler og lad det marinere i dressingen en times tid – gerne mere hvis du er i god tid.
Nudlerne koges efter anvisningen på emballagen.
Skær champignon i skiver og del broccolien i mindre stykker og skær peberfrugten i strimler.
Varm en gryde/wok godt op og lynsteg kødet i 4-5 minutter hvis du har købt noget ordentligt kød, ellers til det er gennemstegt. Kom eventuelt lidt af dressingen og/eller lidt olie på panden hvis du skønner det nødvendigt. Tilsæt broccoli, peberfrugt og champignon og vend det med kødet i en 4 minutters tid, indtil det hele er gennemvarmet og tilsæt til sidst de kogte nudler.
mandag den 21. januar 2008
Kyllingesalat med mango
250 g kogt kyllingekød i små tern – 200 g fintrevet selleri – 200 g tørristede champignon – 200 g agurk – 1 mangofrugt skåret i små tern – 1 grovbolle
Dressing: 250 g DDV-yoghurt eller græsk yoghurt 7-10 % - ½-1 spsk høvlet peberrod – 2 tsk engelsk sovs – salt
Alle ingredienserne til dressingen røres sammen og kommes i en stor skål.
Agurk flækkes på langs og kernerne skrabes væk med en teske da det ellers giver for megen væde.
Bland kylling, peberrod, selleri og agurk i små tern, champignon og mango og kom det i dressingen.
Salaten vinder ved at trække i ca. ½ time i køleskabet.
Spis ristet grovbolle til.
Som kyllingekød kan eventuelt anvendes kyllingepålæg eller andet færdigbehandlet kylling.
fredag den 18. januar 2008
Fyldt pandekage med spinat, champignon og ost
Pandekagedej: 2 æg – 2 dl kærnemælk – 100 g mel - salt – plantemargarine eller olie til stegning
Fyld: 1 pakke hel spinat (frostvare) – 200 g champignon i skiver – lidt olie - 150 g reven ost 20+ - salt – citronpeber – revet muskatnød – 100 g DDV-yoghurt
Pisk alle ingredienserne til pandekagedejen sammen i en skål og steg pandekagerne på en pande i lidt fedtstof, til de er gyldne. Hold dem varme under et stykke folie.
Kom spinaten i en gryde og varm den op så den er helt optøet og varm. Hæld den i en sigte og tryg alt vandet fra. Kom den tilbage i gryden.
Rist champignonerne ganske let på en pande med lidt olie og kom dem bag efter op i spinatgryden.
Damp det hele sammen nogle minutter. Der må næsten ikke være nogen væde tilbage. Krydr med salt, citronpeber og muskatnød og bland yoghurten i.
Fordel spinatfyldet ud på pandekagerne og kom den revne ost over. Rul dem sammen og læg dem i et ovnfast fad. Bag dem i en varm ovn ved 200° i ca. 10 minutter til de er gyldne.
Man kan eventuelt kun komme halvdelen af osten i pandekagerne og den anden halvdel ovenpå.
Tandoorikylling med salat
Opskrift til 2 personer
Vær opmærksom på at kødet gerne må marineres i køleskabet 12-24 timer!
300 g kyllingefilet – 250 g DDV-yoghurt – 4 fed hvidløg – lidt citronsaft – 1½ spsk vineddike – 2 tsk tørret eller frisk ingefær – 20 g tandoori krydderi – salt og peber – eventuelt flydende sødemiddel
------------------------------------------------------------
300 g kogte kartofler – 250 g revne gulerødder – 50 g hakket løg – 20 g olie – 2 tsk dijonsennep – 2 tsk rødvinseddike – salt og peber
Rør alle ingredienserne til marinaden sammen. Skær kyllingefileterne i mindre stykker og læg dem i marinaden. Sæt fadet i køleskabet gerne i 12-24 timer. Jo længere tid det står jo mere mørt kød.
Salat: Pisk olie, eddike, sennep, salt og peber – og eventuelt lidt flydende sødemiddel sammen.
Vend de hakkede løg, de revne gulerødder og de fint skårne kartofler i og bland det godt sammen.
Hæld kyllingen og marinaden over i et ildfast fad og steg i ca. ½ time ved 200 °. Pres eventuelt lidt citronsaft over retten, når den er stegt færdig.
Spis kartoffel-gulerodssalaten til.
INFO: Yoghurten skiller ganske lidt, når den kommes i ovnen, men det betyder intet for smagen, der i øvrigt er lidt speciel. Denne indisk inspirerede ret, er næppe en man skal afprøve på sine børn - eller på personer der sværger til klassisk dansk mad!
torsdag den 17. januar 2008
Let råkostanretning
150 g hytteost – 100 g fintrevne gulerødder – 25 g peberfrugt i tynde strimler – 10 g finthakket løg – 1 tomat i skiver - ½ avokado i både – strimlet salat – 1 spsk hakket persille – 1 skive grovfranskbrød - eller ½ grovbolle
Anret grønsagerne på en tallerken, samme med hytteosten og drys med persille. Spis brød til ;o)
Fiskefad med grønsager og chilisauce
400 g lyssej – 200 g rødløg – 200 g aubergine* – 2 fed hvidløg – lidt olie til stegning – 1 ds flåede tomater – hakket persille – 2 spsk kapers – citronsaft – 3 spsk sød chili sauce – salt og peber – 120 g ris.
*En del mennesker kan ikke klare aubergine – og slet ikke sammen med fisk. Hvis du har det sådan, så erstat aubergine med f.eks. kartofler, gulerødder, selleri, eller anden rodfrugt.
Skær rødløg og aubergine i tern og hvidløgene i tynde skiver. Varm olien i en dyb pande og steg løg og hvidløg et øjeblik.
Tilsæt aubergine, dåsetomater og chilisauce og lad det hele koge igennem i ca. 10 minutter.
Herefter tilsættes hakket persille, kapers og lidt citronsaft og der smages til med salt og peber – og eventuelt mere chilisauce.
Kom lidt af saucen i et ildfast fad. Læg fisken over og dæk med resten af saucen. Bag retten i en 200 grader varm ovn i ca. 20 minutter.
Kog risen efter anvisningen på posen og server den til retten
onsdag den 16. januar 2008
Grøn æggesalat
400 g broccoli (gerne stængler) – 4 hårdkogte æg – 30 g light mayonnaise – 1 bakke karse – 1 tsk karry – en spids cayennepeber – salt og peber – 2 grovboller – 200 -300 g råkost f.eks. tomater og squash
Broccolistænglerne skæres i små stykker og koges godt møre i lidt vand. Afkøles og blendes med mayonnaisen, til den er jævn og lysegrøn.
Æggene hakkes groft og blandes med karse, karry, salt og peber.
Rør de to blandinger sammen og smag salaten til eventuelt med lidt mere karry, salt og peber.
Spis en grovbolle og råkostsalat til æggesalaten.
tirsdag den 15. januar 2008
Jordskokkesuppe med røget mørbrad
360 g kartofler – 5 jordskokker - ½ bundt frisk timian – 2 fed hvidløg – ¾ l grøntsagsbouillon – salt og peber fra kværn – 150 g røget mørbrad – 2 skiver grovbrød
Kartofler og jordskokker skrælles og skæres i mindre stykker. Du kan eventuelt nøjes med at vaske jordskokkerne grundigt med en ren grydesvamp, men kom godt ind i hjørnerne.
mandag den 14. januar 2008
Kyllingegryde med grønsager
Opskrift til 2 personer
100 g rød peber – 100 g gulerødder – 100 g hvidkål – 50 g løg – 100 g champignon – 400 hakket kyllingefilet – 1 fed knust hvidløg – salt – peber – karry – oregano – barbecue grillmix – 50 g grønærter – lidt olie til stegning – 120 g ris
Skær alle grønsagerne – undtaget ærterne – i tynde strimler og kom dem på i en gryde, eller pande med høj kant, sammen med en sjat olie. Lad det stå simre lidt. Tilsæt det hakkede kyllingekød og svits det indtil det er helt smuldret ud.
Tilsæt alle krydderierne i en mængde efter egen smag, sammen med ærterne og eventuelt lidt vand eller bouillon. Lad retten simre til grønsagerne er møre.
Kog risen efter anvisningen på posen og server dem til retten
Man kan i stedet for kylling også bruge hakket kalkunkød.
Wok med kyllingedeller
400 g kyllingekød (filet eller hakket) – 1 revet løg – 2 fed hvidløg - 2 tsk Sambal Oelek – 2 spsk persille – lidt Fishsauce – 1 spsk mel – salt og peber – lidt olie til stegning
Tilbehør: 1 pk wokgrønsager (frostvare) – 1 spsk sød chilisauce
Hvis du ikke kan få hakket kyllingekød, så hak kødet i en minihakker. Bland herefter alle ingredienserne sammen til en fars. Den må gerne ”trække” lidt. Form som små frikadeller og steg dem i lidt olie på en middelvarm pande.
Wokgrønsagerne tilberedes efter anvisningen på emballagen og krydders med lidt sød chilisauce eller andre krydderier efter ønske.
søndag den 13. januar 2008
Gratineret kalveculotte med rødbedesalat og haricots verts
lørdag den 12. januar 2008
Ovnstegt kalveculotte med bagte rodfrugter og hvidløgsdressing
Kalveculotte: 1 kg kalveculotte (til 2 dage) salt og peber.
Dressing: 100 g DDV-yoghurt – lidt skummetmælk – 2 fed presset hvidløg – lidt hakket persille
Opskrift til bagte rodfrugter her!
Læg kødet i et smurt ildfast fad eller i en bradepande og drys med salt og peber. Steg culotten i ca. 15 minutter ved 225 grader og ca. 25 minutter ved 200 grader (ikke varmluft). Et gæt vil være cirka 45 minutter ved 170 grader med varmluft. Stegetermometret skal vise 60 grader for rosa kød.
Bag rodfrugterne!
Dressing: Rør hvidløg og hakket persille i yoghurten og kom eventuel et skvæt mælk ved så dressingen får en passende konsistens. Smag eventuelt til med lidt salt og peber.
Lad stegen hvile i 15 minutter inden udskæring.
Halvdelen af stegen skæres i skiver (resten gemmes til i morgen) og der serveres bagte rodfrugter og hvidløgsdressing til.
Vi syntes sjældent at culotte (okse) bliver så god som forventet. En kalveculotte fra slagteren er derimod nam nam!
fredag den 11. januar 2008
Omelet med grønsager
100 g løg – 2 peberfrugter – 5 æg – 5 spsk vand eller mælk – 300 g tomater – salt – peber – purløg – radiser – lidt olie – 2 skiver grovbrød eller rugbrød
Skær løg og peberfrugt i små tern og steg dem i lidt olie. Pisk æggene med vand/mælk og kom æggeblandingen på grønsagerne og steg omeletten ved svag varme, til den har ”sat” sig. Krydr med salt og peber.
Skær tomaterne – der ikke skal være kolde vel! – i skiver og læg dem på omeletten. Pynt med klippet purløg og radiser. Spis brødet til retten.
onsdag den 9. januar 2008
Laks med birkes og fennikel-salsa
Salsa: 400 fennikel – 200 g agurk – 2 appelsiner – 1 rød chili - ½ spsk citronolie
400 g laksefilet – blå birkes – salt – peber – olie – citronsaft
2 grovbrød – gerne let ristet
Skær fennikel og agurk i meget fine tern. Skræl appelsinen og skær kødet i små stykker. Skær chilien igennem og fjern de hvide frø. Hak den derefter meget fint (og pas nu på ikke at gnide dig i øjnene – det svier!). Vend det hele sammen med citronolien og lad gerne det hele stå og trække smag.
Drys laksen med birkes og salt og peber. Steg den gylden og gennemstegt og dryp med lidt citronsaft.
Server salsaen og brødet til laksen
Salsa betyder sovs på spansk. Det er et klassisk tilbehør til blandt andet det mexicanske køkken, hvor salsa både bruges som en slags dip og som en sovs.
Derfor skal ingredienserne også skæres eller hakkes meget fint – alt efter smag naturligvis. Som det fremgår af billedet vil vi gerne have lidt at tygge i!
tirsdag den 8. januar 2008
Salat med skinke og æble-peberrodsdressing
160 g røget skinke – 200 g gulerod – 150 g bladselleri – 150 g agurk
og
120 DDV-yoghurt – 2 æbler – 1½ spsk friskrevet – lidt citronsaft – salt – peber – flydende sødemiddel
og lidt ristet grovbrød
Slagteren havde lukket og købmanden havde ikke røget skinke, så vi købte i stedet parmaskinke... og det smagte herligt!
Rens grønsagerne og skær dem i ganske tynde strimler. Skær også skinken i strimler og bland den med grønsagerne.
Riv æblet og rør det i yoghurten sammen med peberroden. Smag til med salt, peber og lidt citronsaft. Kom eventuelt også et par dråber sødemiddel i.
Hæld dressingen over salaten og spis brødet til.
Eksotisk mørbrad
1 lille svinemørbrad – 150 g pastinak – 150 g gulerødder – 150 g rød peberfrugt – 150 g squash – 5 dl bouillon – 100 g ris – karry – salt - citronpeber – 2 sharonfrugter - Maizena
Skær mørbraden i tynde skiver og svits dem på panden og læg dem i et fad.
Pastinak og gulerødder skæres i små tern og koges i bouillon i ca. 8 min.
Squash og peberfrugt skæres også i små tern og brunes på panden i lidt bouillon.
Pastinak/gulerodsblandingen kommes også på panden. Det hele røres sammen og jævnes med lidt Maizena rørt op i lidt bouillon.
Smag til med slat, karry og citronpeber.
Blandingen hældes over mørbradskiverne. Øverst pyntes med sharonfrugt skåret i skiver eller tern.
De kogte ris serveres til.
Kom eventuelt mørbradskiverne i et ildfast fad og hold det lunt i ovnen, mens de øvrige ting laves.
mandag den 7. januar 2008
Røget laks med karryæg
150 g røget laks – 2 hårdkogte æg – 50 g kalorielet mayonnaise – karse – 2 tsk karry – salt og peber – 2 skiver godt rugbrød – 8 cherrytomater – 150 g haricots verts – lidt hakket rødløg – balsamicoeddike
Det hårdkogte kolde æg hakkes og blandes med mayonnaise, karse og karry, og smages til med sat og peber.
Den røgede laks lægges på brødet og æggemassen lægges over eller ved siden af på tallerkenen, sammen med cherrytomater og haricots verts, der har fået et drys hakket rødløg og nogle dråber balsamicoeddike.
søndag den 6. januar 2008
Røget ørred med røræg
fredag den 4. januar 2008
Kalvehakkebøf med rød pebertomatsauce
400 g hakket kalvekød – 2 tsk Herbes de Provence krydderi – smør – 200 g porrer – 200 g rød peberfrugt – 2 ds cherrytomater – salt og peber – 200 g små ”nye” kartofler – lidt Engelsk sauce
Snit porre og skær peberfrugt i strimler og kom det i en gryde sammen med dåsetomaterne. Kog det i ca. 10 minutter. Smag til med salt og peber.
Kog kartoflerne møre.
Form kødet til 2-3 hakkebøffer og krydr dem med salt, peber og Herbes de Provence, og steg bøfferne i lidt smør.
Server hakkebøfferne sammen med pebertomatsaucen og kartoflerne. Sæt flasken med Engelsk sauce på bordet og dryp lidt på bøfferne og pebertomatsaucen.
Man kan naturligvis også lave hakkebøfferne, på vanlig vis af oksekød.
Røget laks med peberrodsdressing
2 grovboller
160 g røget laks – salatblade – 2 tomater i skiver – 1 stor gulerod i stave – 1 pebersnack i skiver – lidt bladselleri i stykker
Dressing: 100 g DDV-yoghurt – ca. 8-10 g frisk høvlet peberrod – lidt citronsaft – lidt flydende sødemiddel
Rør yoghurten sammen med peberroden (hak eventuelt den revne peberrod i mindre bidder) og smag til med citronsaft og sødemiddel.
Del grovbollen og rist den eventuelt. Smør lidt af dressingen på og læg salatblade og laksen ovenpå. Pynt med resten af dressingen. Og spis resten af grønsagerne til.
Lav eventuelt lidt ekstra dressing og brug som dip til grønsagerne.
Uhmmm!
torsdag den 3. januar 2008
Pastasalat med kylling
80 g pasta - 200 g kyllingepålæg (ca. 14 skiver) - 2 tomater - 1 squash - ½ rødløg - 2 tsk olivenolie - 2 tsk citronsaft - 4 tsk soya - 1-2 fed hvidløg
Kog pastaen som anvist på posen. Skær løg, tomat, og kylling i små tern og riv squash på den grove side af rivejernet.
Lav en dressing af olie, citron, soya, presset hvidløg og s&p - og hæld dressingen over pasta, blandet med grønsager og kylling.
Opskrift uden billeder her!