Velkommen
Du kan altid hente mere inspiration ved f.eks. at klikke på Aften - Frokost - o.s.v. under ETIKETTER i højre spalte.
Hvis du vil printe en opskrift ud, så marker teksten og vælg print markerede, så undgår du at få andet end opskriften printet ud.
Med venlig hilsen -
Bodil & Benny
mandag den 31. december 2007
fredag den 28. december 2007
Karrysalat
2½ dl DDV-yoghurt (eller fromage frais) - 2 syltede drueagurker - 1 hårdkogt æg - 1 madæble - 1½ tsk karry - lidt flydende sødemiddel
Ægget koges og hakkes i små tern. Agurkerne skæres ligeledes i små tern. Når æblet er skrældet og kernehuset fjernet skæres dette også i bitte små tern.
Herefter blandes alle ingredienserne i en skål og smages til med salt, peber og nogle dråber sødemiddel.
Når du en gang har smagt denne hjemmelavede karrysalat, der kan bruges til f.eks. sild og æg, køber du sandsynligvis aldrig mere en fabriksfremstillet!
torsdag den 27. december 2007
Gydasild
Vi havde glemt de store capers, men de "almindelige" kan også gøre det
Opskrift til 6 personer - hvis hver person kun spiser 1 sild hver… hvilket er sjældent!
6 hele ferske sildefileter – smør til stegning
Marinade: ½ dl vindruekerneolie – 1 dl ketchup – 3 spsk lys vineddike – 5 spsk sukker – 3 tsk karry – salt og friskkværnet peber
Pynt: løgringe – lidt store capers
Rens fisken og klip finnerne af. Steg dem gyldne på panden og læg dem i et fad med kant.
Kom alle ingredienserne til marinaden i en gryde og varm det op under omrøring. Det må ikke koge!
Hæld den varme marinade over sildene og lad dem trække mindst 4 timer, eller gerne til næste dag i køleskabet.
Pynt med løgringe og store capers.
lørdag den 22. december 2007
Fiskelasagne med porrer og bønner
Opskrift til 2 personer
400 g lys fisk – 1 spsk smør – 6 spsk hvedemel - 8 dl fiskeboullion – 1 tsk stødt muskat – 280 g grønne bønner – 2 porrer – 2 dl reven parmesanost – 6 lasagneplader – s&p
Smelt smørret i en gryde, tilsæt melet og pisk det godt sammen. Tilsæt fiskeboullionen lidt af gangen. Saucen skal være rimelig tyk. Tilsæt osten og smag til med muskat, s&p.
Skær porrer i skiver og bønnerne i korte stykker og læg dem i en skål med kogende vand i et kvarters tid. Hæld herefter vandet fra.
Smør et ovnfast fad og læg et tyndt lag sauce i bunden. Læg halvdelen af lasagnepladerne ovenpå. Så lidt sauce igen, dernæst fisken og de drænede grønsager. Igen lidt sauce, så resten af lasagnepladerne og til sidst resten af saucen. Lasagnepladerne skal være dækket.
Bag lasagnen ved 200 grader i ca. 30 minutter, eller til den er pæn gylden.
Retten er ideel at lave til to dage – i så fald skal retten naturligvis ganges med 2 ;o)
Opskrift uden billede her
fredag den 21. december 2007
Kylling i Cola
350 g kyllingefilet/bryst - 2 dl cola light - 2 dl tomatpuré - 2 spsk ketchup - nogle dråber Tabasco - 2 tsk fint revet ingefær
----------------------------------
200 g squash - 1 rød peberfrugt - 200 g løg - ca 2 dl bouillon - hvidløg - ris
Skær kyllingekødet i mundrette stykker og læg det i et ovnfast fad. Bland cola, tomatpuré og ketchup sammen med lidt Tabasco og ingefær og smag til med salt og peber til en tynd sauce, som hældes over kyllingekødet
Skær de øvrige grønsager i små tern og læg dem i et andet ovnfast fad. Hæld bouillionen ud over, så det lige dækker grønsagerne. Pres så meget hvidløg over som det ønskes.
Sæt begge fade i en 200 grader varm ovn i cirka 30 minutter.
Imens koges ris til 2 personer.
mandag den 10. december 2007
Mørbradbøf med ananasgulerodssalsa
1 svinemørbrad – olie – timian – 3 store gulerødder – 1 ds ananas i stykker – citronsaft – chilipulver – 200 g sukkerærter eller grønærter
Puds mørbraden af og skær den i tykke skiver. Stil dem på højkant og bank dem flade. Steg dem møre i lidt olie og et drys timian. Drys også lidt salt og peber på.
Kog eller damp ærterne ganske let.
Gulerødderne rives groft og ananasen hakkes og blandes i. Smag til med lidt citronsaft, salt og chilipulver.
Rugbrød med skinke og hytteost
Rissalat med laks og dild
Opskrift til 2 personer
1 dl ris – 4 skiver røget laks – 6 spsk fromage frais – 2 syltede agurker – 10 cherrytomater - ½ agurk – 1 grøn peberfrugt - ½ finthakket chili - ½ bundt frisk dild
Kog risen efter anvisningen og køl dem af.
Skær laksen i mundrette stykker. Anret ris, laks, fromage frais, syltet grovhakket agurk, cherrytomater, agurk og peberfrugt i stave. Drys finthakket chili og dild over efter smag.
mandag den 3. december 2007
Roastbeef med hjemmelavet remoulade
1 skive rugbrød eller grovbrød – 120 g roastbeef i skiver – lidt agurkesalat – 5-10 g høvlet peberrod - ½ rød peber – lidt bladselleri – 1 gulerod - eventuelt lidt hakket rå løg - salt og peber
Remoulade: 25 g kalorielet mayonnaise – ca 1 tsk karry - ½ tsk dijon sennep – lidt finthakket agurkesalat
Rør alle ingredienserne sammen til remouladen og smag til med lidt salt og peber.
Roastbeef lægges på brødet og remoulade, peberrod og agurkesalat lægges over. Resten af grønsagerne skæres i strimler og serveres til.
søndag den 2. december 2007
Bennys energiboller
Der bliver omkring 15 boller af denne dej.
25 g Kærgården – 4½ dl skummetmælk – 1 dl A38 (Cheasy) – 10 g salt – 1 pk gær – 150 g fintrevet gulerod – 80 g havregryn – 700 g hvedemel – eventuelt æggehvide til pensling
Smørret smeltes og kommes i en røreskål. Mælk, A38, og salt røres i. Gæren smuldres lidt og tilsættes. Så kommes mel, havregryn og gulerod i og dejen æltes godt til den føles smidig.
Stil den lunt og overdækket til hævning i en times tid.
Drys lidt mel ud på bordet og læg dejen herpå. Tryk luften ud af dejen og form den til cirka 15 boller, der stilles på en bageplade med bagepapir under. Lad den efterhæve i 15 minutter, meden ovnen varmes op til ca. 200 grader.
Hvis du vil have bollerne skinnende og gyldne kan de pensles med æggehvide inden de sættes midt i ovnen og bages 25 – 30 minutter. Lidt mindre varme og tid i en varmluftovn.