Ideer til sund og fedtfattig mad til to

Velkommen

Du kan altid hente mere inspiration ved f.eks. at klikke på Aften - Frokost - o.s.v. under ETIKETTER i højre spalte.

Hvis du vil printe en opskrift ud, så marker teksten og vælg print markerede, så undgår du at få andet end opskriften printet ud.

Med venlig hilsen -

Bodil & Benny

tirsdag den 20. januar 2009

Hvidvinsdampet pangasius med mild sennepssauce, små kartofler og gemyse

Opskrift til 2 personer

400 g pangasius-filet (eller f.eks. lyssej) – 1 dl hvidvin – salt & peber – 200 g små kartofler – 250 g gulerødder – 1 hel ”buket” broccoli – 1 spsk fiskesennep eller mild grovkornet sennep – 2 spsk yoghurt – Maizena – eventuelt lidt flydende sødemiddel


Tænd ovnen på 200 grader. Læg fisken i et ildfast fad og hæld hvidvinen ved. Drys med salt & peber. Kom fadet i ovnen og damp fisken til den er mør (hvid) det tager cirka 15 – 20 minutter.

Kartoflerne skrubbes eller skrælles. Gulerødder halveres og flækkes og broccoli deles i mindre buketter.

Kom kartoflerne i kogende vand tilsat lidt salt og kog 5 minutter. Kom herefter gulerødderne oveni og kog videre i 10 minutter. Til sidst kommer broccolien i, låget lægges på og det hele koges/dampes i endnu 5 minutter.

Tag fisken ud af ovnen og hæld vin og fiskesaft over i en lille kasserolle. Varm op og pisk sennep og yoghurten i. Hvis saucen er for tynd så jævn den med ganske lidt Maizena rørt op i en sjat kold vand. Smag eventuelt til med lidt flydende sødemiddel og sennep.

Server fisken med grønsagerne og sennepssaucen.

onsdag den 7. januar 2009

Lækker vintersuppe med chili


Opskrift til 2 - 3 personer

1 1/4 liter vand - 4 gulerødder – 3 persillerødder - ½ blomkål – 1 stilk bladselleri – 1 porre – 1 ds hakkede flåede tomater – 1 chilifrugt – 2 fed hvidløg – ca. 2 blokke hønsebouillon – ca. 1 blok oksebouillon – peber – Tabasco

Vandet bringes i kog. Gulerødder og persillerødder skrælles, skæres i skiver og kommes i vandet.
Bladselleri og porre skæres i tynde skiver og kommes ligeledes i vandet.
Chilifrugten flækkes og kernerne fjernes. Chili og hvidløg hakkes fint og kommes også i suppen.
Endelig tilsættes tomaterne. Smag til med bouillonpulver, peber og et par strint Tabasco og kog suppen til grønsagerne er møre og endnu har ”bid”.

Ha’ køkkenrullen parat – det er en suppe der løsner!





tirsdag den 6. januar 2009

Bananshake

Hvad med lige at starte dagen med et vitamintilskud?

Okay! Du skal bruge 2 modne bananer - 2 dl youghurt naturel (naturligvis fedtfattig) - 1,2 dl skummetmælk og ½ tsk vanilleessens eller et lille drys vanillesukker.

Kom hele molevitten i en blænder og lad den køre til blandingen er jævn.

Dryp eventuelt lidt appelsinsaft oven i glasset. Der burde være nok til 2 personer.

Sagde jeg at mælk og yoghurt skal være kold...

Skinkestrimler med chili og østerssauce

Opskrift til 2 personer

400 g mager skinke – 300 g peberfrugt – 1 stor porre – 3 fed hvidløg – 1 grøn chili – 150 g sukkerærter – olie til stegning – 3 spsk østerssauce – saft af 1 lime – salt & Peber – basilikum – ris

Skær kødet i tynde strimler og peberfrugt, porrer, hvidløg i fine tern. Flæk chilien, fjern kernerne og hak chilien i fine stykker. Sukkerærterne bruges hele.

Kog risen efter anvisningen på pakken.

Steg kødet i lidt olie i et par minutter – i en wok eller stegegryde – tilsæt grønsagerne og steg yderligere nogle minutter. Kom østerssauce og limesaft i retten. Smag til med salt & peber og drys lidt basilikum i også. Steg videre ved høj varme til kødet er mørt og der stadig er ”bid” i grønsagerne.