Ideer til sund og fedtfattig mad til to

Velkommen

Du kan altid hente mere inspiration ved f.eks. at klikke på Aften - Frokost - o.s.v. under ETIKETTER i højre spalte.

Hvis du vil printe en opskrift ud, så marker teksten og vælg print markerede, så undgår du at få andet end opskriften printet ud.

Med venlig hilsen -

Bodil & Benny

fredag den 6. juni 2008

Frisk salat med spidskål og æbler


Opskrift til 2 personer

35 g pinjekerner - ½ dl æblecider - ½ spsk æblecidereddike – 1 spsk olivenolie – salt - ½ spidskål - ½ salatløg – 1 æble

Pinjekernerne ristes let gyldne på en tør pande.

Bland æblecider med olie og eddike og smag til med lidt salt.

Snit spidskålen fint og skær løg i ganske tynde skiver og vend det i dressingen. Lad det gerne stå og trække lidt.

Skær æblet i både og skær bådene i tynde skiver på den lange led. Kom æblerne i salaten og drys pinjekerne over.

En skøn og forfriskende salat som tilbehør til f.eks. grillretter.

torsdag den 5. juni 2008

Oksekød med rucola og hvidvin

Opskrift til 2 personer

400 g oksefilet eller mørt inderlår skåret i strimler – 4 spsk olivenolie – 2 fed hvidløg i tynde skiver – 1 dl tør hvidvin – 100 g rucolasalat – 2 røde søde peberfrugter – salt og peber – frisk pasta


Kom olien på en pande og brun oksekødet ved stærk varme sammen med hvidløg. Rucola – som du naturligvis først har skyllet og trykket tør i et rent viskestykke – kommes på panden sammen med hvidvin. Så renser du peberfrugten for hvidt kød og kerner, skære den i strimler som kommes i gryden..

Lad vinen dampe godt ind og smag til med salt og peber fra kværnen. Såfremt kødet endnu ikke er mørt, så tilsæt et skvæt hvidvin mere og steg lidt mere. Hvis det er noget rigtig godt mørt kød burde retten kunne laves på omkring 10 minutter.

Kog pasta og spis den til.

En herlig og nem ret!

Omelet

Opskrift til 2 personer*

125 g bacon i tynde skiver – lidt smør -125 g champignon - 2-3 tynde skiver løg – 6 æg – 3 spsk mælk – salt og peber 3 solmodne tomater – rugbrød

Steg bacon på en pande til den er sprød. Tag den af panden og hæld fedtstoffet ud.
Skær de rensede champignon i tykke skiver og steg dem gyldne i lidt smør, kom løg ved og lad det simre med til de bliver klare.

Pisk æggene med mælk og kom lidt salt og peber på og hæld blandingen på panden med champignon. Fordel tomater i skiver og baconstykker på æggeblandingen.

Lav eventuelt nogle ”lommer” i omeletten medens den steger og lad den stadig flydende æggemasse fylde lommerne ud.

Pas på at det ikke brænder på. Omeletten må gerne være lidt ”våd” ovenpå når den serveres.

Drys eventuelt med lidt grønt og spis en skive rugbrød til.

*Hvis omeletten skal spises som middagsret, så brugt lidt flere ingredienser og lav f.eks. en tomatsalat til.

HOV! Der var sørme en der ikke kunne vente til fotografen havde været der... det forstår man godt!

onsdag den 4. juni 2008

Salat Nicoise

Opskrift til 2 personer

Salaten kan både bruges som frokostret og som middagsret. Som frokostret kan man eventuelt undlade at komme kartofler i.

250 g nye kartofler -150 g friske fine grønne bønner – Salat f.eks. hjertesalat (eventuelt 2 slags salat) – 6 små kryddertomater – 2 dåser tun i vand - 2 hårdkogte æg – 12 gode sorte oliven.
Dressing: 1 stor tsk dijonsennep (gerne med honning) – 1 fed presset hvidløg – salt og kværnet peber – 1½ spsk koldt vand – 3 tsk olivenolie – eventuelt lidt groft hvidt brød.


Kog kartoflerne så de både er faste og møre. Lad dem køle af og skær dem i skiver.

Nip bønnerne og giv dem et opkog i 2 minutter, køl dem straks af i koldt vand og skær dem midt over.

Skyl og riv salat i mindre stykker. Bland dem med bønner, de skivede kartofler og halve tomater.

Hæld vandet fra tunfisken og læg den på i små stykker. Pynt med oliven og kvarte æg.

Pisk ingredienserne til dressingen sammen og dryp den over salaten lige inden serveringen.

Server eventuelt et godt hvidt brød til.

tirsdag den 3. juni 2008

Bennys sommerdrink

En dejlig forfriskende velkomstdrik



3 dele hvidvin
1 del hyldeblomstsaft
1 del
citronlikør* opskrift - eller køb den
2-3 dele tonicvand
isterning


pyntes med en tynd citronskive og et blad citronmelisse

Jordbær milkshake


Opskrift til 4 personer


½ l vanilleis - 1½ dl mælk - ½ tsk vanillesukker - 100 g jordbær


Blend jordbær og mælk og tilsæt derefter is og vanillesukker. Blend til det har den ønskede konsistens.


Serveres straks i høje glas med sugerør.

Citronmarineret steaks med pasta og bønnesalsa


Vær opmærksom på at kødet helst skal marineres natten over!

Opskrift til 2 personer


BØF & MARINADE:

2 gode steaks eller oksebøffer - 1 citron - 1 fed hvidløg - salt og peber fra kværn - ½ tsk stødt rosmarin - 2 tsk olie

Pasta

BØNNESALSA:

1 gulerod - 200 g grønne bønner - 4 tsk olivenolie - 2 tsk balsamicoeddike - 1 tsk sennep - 2 tsk æblegele - 1 fed hvidløg - 1 løg

Sådan tilbereder du bøffen:

Pres saften ud af citronen. Tilsæt presset hvidløg, rosmarin og salt og peber.

Læg kødet i juicen eventuelt i en tætsluttende mad/frysepose i køleskabet natten over.

Tør marinaden af og varm olie på panden. Steg kødet ved høj varme eller grill det.

Drys eventuelt med lidt mere rosmarin.


Bønne salsa:

Hak guleroden meget fint og læg dem i en skål med kogende vand i ca. 10 min.

Bønnerne skæres også i meget tynde skiver og lægges ligeledes i kogende vand men i 5 min.

Dræn alt vandet fra grønsagerne og bland en dressing af olivenolie, balsamico, sennep, æblegele, knust hvidløg og fintrevet løg.


Kog pastaen og vend den i bønnesalsaen.


Server eventuelt lidt salat til retten også - om ikke andet ser det lidt festligt ud!

mandag den 2. juni 2008

Citronkylling

Kyllingen klargøres og gnides indvendigt med salt. Put en rengjort hel økologisk citron ind i kyllingen og luk.

Kyllingen pensles udenpå med olivenolie og drysses med salt, peber og timian.

Hvis du bruger kuglegrill, så sæt en drypbakke i midten og læg kul på begge side af bakken. Sæt topristen på og læg kyllingen over drypbakken. Læg låg på og grill kyllingen i 1 til 1½ time alt efter kyllingens størrelse.

Du kan naturligvis vælge at grille den som du ville grille enhver anden kylling - eller du kan vælge at stege den i ovnen. Forsøg eventuelt med andre krydderier.

torsdag den 29. maj 2008

Bodils vidunderlige rabarbertærte

1 hel tærte

300 g rabarber - 100 g rørsukker - korn fra vanillestang - 150 g smør - 150 g sukker - 1 æg - 50 g mel - 125 g kokosmel - 1 knivspids bagepulver - cremefraiche - vanille


Snit rabarberstænglerne fint og bland dem med rørsukker og vanillekorn.

Rør smør med sukker og tilsæt ægget. Bland mel, kokosmel og bagepulver og drys det i dejen under omrøring.

Del dejen i to lige store portioner og fordel den ene portion af dejen i et smurt tærtefad på ca. 25 cm i diameter. Læg rababerblandingen ovenpå. Og fordel den resterende del af dejen øverst.

Bag tærten i en forvarmet ovn i ca. 40 minutter ved 170 grader.

Spis kagen mens den er lun og server cremefraiche eventuelt tilsat lidt vanille til tærten.

MUMS! siger vi bare!

onsdag den 28. maj 2008

Krebinetter med sommercreme

Brug friskhakket kalv og flæsk og lav 2 stykker pr. person. Kødet steges på en pande med lidt fedtstof, men de skal ikke forinden vendes i hverken mel eller rasp, så hedder det nemlig karbonader og det er noget fedtet stads.

Spis nogle af årstidens grønsager til, f.eks. gulerødder, blomkål og friskbælgede ærter.

Sommercremen laves af græsk yoghurt hvori blandes presset hvidløg, hakket purløg og hakket persille, eller andre krydderurter, og smages til med salt og peber.

tirsdag den 27. maj 2008

Let kyllingefrikassé

Opskrift til 2 personer


300 g kogt kyllingekød – 50 g forårsløg – 150 g spidskål – 150 g gulerødder – 50 g friske grønne asparges – 250 g DDV-yoghurt* – krydderurter – mel – salt og peber – grovbrød
(*yoghurten kan eventuelt udelades)

Skær kødet i mundrette stykker og kog det mørt i ca. 4 dl vand og lidt salt, hvis det ikke allerede er gjort.

Snit alle grønsagerne fint. Tag kødet op af gryden og kom grønsagerne i suppen og kog dem møre
Jævn suppen med mel. Tilsæt selv efter smag krydderurter og læg kødet tilbage i gryden. Smag saucen til og tilsæt yoghurten.

Spis en grovbolle til.

I stedet for grovbolle kan man spise nye kartofler til retten og man kan også bruge kalvekød i stedet for kylling.

onsdag den 7. maj 2008

Skalrejer og avocadosalat

Opskrift til 2 personer

1 kg skalrejer (frosne eller friske fra fiskemanden).
2 avocado – 4 små tomater - ½ mindre løg – 2 spsk hakket persille.
Dressing: saft fra ½ citron – 1 spsk vineddike – lidt salt og peber – lidt fransk sennep (gerne med honning) - ½ spsk olie – lidt sukker.
1 hvidløgsflute


Halvér avocadoerne og tag stenene ud. Pil dem og skær dem i skiver og arranger dem på små tallerkener.
Hak tomater og løg fint og kom det på avocadoerne sammen med den hakkede persille.

Kom ingredienserne til dressingen i en skål og pisk det godt sammen og hæld det over avocadosalaten.

Spis salat og lunt hvidløgsflute til de optøede skalrejer.


En herlig sommerret som man næsten skal have en god hvidvin til!

tirsdag den 29. april 2008

Super nemme boller


10-12 stk.

15 g gær
½ l koldt vand
ca. 600 hvedemel
1½ tsk salt

Rør gæren ud i koldt vand i en skål. Tilsæt mel og salt og rør dejen godt sammen. Den skal være temmelig lind, og du skal ikke have hænderne ned og ælte.

Drys lidt mel over dejen, dæk skålen med film eller anbring den i en stor lufttæt pose. Sæt skålen på køl natten over (om efteråret og milde vintre kan du også bare sætte den ud på terrassen eller altanen).

Næste morgen tænder du for ovnen på 275 grader og ”former” 10-12 boller. Dejen er stadigvæk meget klæg, så dyp hænderne i vand, hver gang du tager en klump dej og laver en bolle, så hænger dejen ikke så nemt i. Bollerne bliver lidt uformelige, men det er meningen. Drys rundhåndet med hvedemel hen over bollerne, og sæt dem i ovnen i 8 minutter ved højeste varme og derefter 15-20 minutter ved 225 grader, eller til de er smukt gyldne.

Opskriften kan varieres ved at tilsætte dejen lidt solsikkekerner, hørfrø, eller forkogte hvedekerner og/eller udskifte hvedemelet med speltmel, durum eller grahamsmel. Dejen kan også bruges til flutes - som bund til en stor hjemmelavet pizza eller en flok pizzaboller til madpakkerne.

Tip!
Hvis du gerne vil fremskynde hæveprocessen, kan du skrue doseringen af gær op til ca. 25 gram og lade dejen hæve i en lufttæt pose på køkkenbordet i 2.3 timer.

Hvis du laver to flutes ud af dejen i stedet for boller, skal de bage i ca. 12 minutter ved 275 grader.

mandag den 28. april 2008

Bodils citronlikør

2 hele flasker lys Brøndum snaps
Citronskal fra 7 usprøjtede citroner
1½ liter vand
1 kg sukker

Det er naturligvis vigtigt at citronskallerne er økologiske ikke sprøjtede.

Jeg syntes at det er nemmest at skære citronerne i kvarter og så fjerne kødet.
Citronskallerne kommes i et STORT sylteglas og snapsen hældes over. Luk låget og lad det trække i 8 dages tid.

Giv vand og sukker et opkog. Lad det afkøle og hæld det på citron-snapseblandingen.

Lad det stå endnu et par dage og fjern skallerne.

Si likøren - for eksempel gennem et stykke gaze og hæld likøren på rene flasker.

Der går et par dage før smagen har ”sat” sig. Jeg tilsatte lidt mere snaps – Linieakvavit – for at give den lidt mere ”bid”.

Jeg har ladet mig fortælle at italienerne sætter citronlikør og grappa (den italienske snaps) på bordet efter en god middag.

torsdag den 24. april 2008

Tomatsalsa


Til nogle gange

500 g solmodne tomater -1 rødløg -1 rød chili - 1 rød peberfrugt – 1 fed hvidløg -1 spsk eddike - 1 spsk honning - 1 spsk olivenolie - salt og peber


Skær tomaterne i både, fjern kernerne, og skær tomaterne i små tern. Hak løget. Flæk chilien, og fjern kernerne. Skær chilien i strimler, og peberfrugten i små tern. Vend grønsagerne sammen og kom finthakket hvidløg ved. Tilsæt eddike, honning og olivenolie, og smag til med salt og peber.

Salsaen må meget gerne trække i nogen tid i køleskabet.

Svinekød med hvidvin, peberfrugt og kikærter

Opskrift til 2 personer

400 g skinkekød i strimler – olie – 2 løg skåret i både – 3 fed hvidløg – 4 tomater skåret i tern – 2 dl hvidvin – salt og peber – flydende sødemiddel – 2 dl kogte kikærter (evt. fra dåse) – 2-3 rød og gul peberfrugt i strimler – hakket persille – broccoli til 2

Brun kødet i en varm gryde med lidt olie. Tilsæt løg og varm igennem. Kom så tomater og hvidvinen ved. Smag til med lidt salt og peber og eventuelt et par dråber sødemiddel og lad retten koge ganske sagte i 20 minutter.

Kog broccoli.

Kom kikærter og peberfrugten i kødgryden og lad retten koge yderligere 5 minutter.

Kom lidt hakket persille på retten og server broccoli til.

I stedet for persille kan bruges kørvel eller andet bladgrønt.

Frokosttallerken med sild og æggesalat

Frokosttallerken med rugbrød, kryddersild, peberringe, agurkestave, cherrytomater og æggesalat.

Til 2 personer laves æggesalaten af 4 hårdkogte hakkede æg, 30 g mayonnaise, karry, salt og peber og lidt karse.

Kyllingebryst med citron og kapers

Opskrift til 2 personer
2 stk kyllingefilet – salt og peber – 1 tsk merian – 2 spsk olie – reven skal og saft af1 økologisk citron – 1 dl hønsebouillon – 1 spsk små kapers – 600 g broccoli – 600 g kartofler

Gnid kødet med salt og peber og drys med merian. Brun det på alle sider i olien på en pande og steg det videre på lavt blus. Vend det af og til.

Kog kartofler og broccoli.

Tag kødet af panden og hold det varmt indpakket i alufolie.

Kom den revne citronskal, citronsaft og bouillon på panden sammen med kapers og lad det koge lidt ind. Smag til med salt og peber og hæld det over kyllingen.

Server de kogte grønsager til.

Prøv eventuelt også at serverer tomatsalsa til retten.

mandag den 21. april 2008

Lyssej med oliven og pastasalat

Opskrift til 2 personer


400 g lyssej – 70 g fetaost – 1 dl grønne oliven uden sten – 2 spsk hakket persille

400 g kogt pasta – 3 tomater – 2 røde peberfrugter – 2 spsk olivenolie – salt og peber

Skær fisken i fire stykker og læg den i et ovnfast fad og drys lidt salt og peber på.
Smuldr fetaosten. Hak oliven og bland den med fetaen og den hakkede persille. Fordel blandingen over fisken.
Stil fadet i en 225 grader varm ovn og bag fisken i cirka 10-15 minutter til den er mør.

Skær tomater og peberfrugt i tern og bland den i den kogte pasta, der ikke behøver at være kold. Kom olivenolie i og smag til med salt og peber.

I stedet for lyssej kan bruges torsk eller laksefilet.

søndag den 20. april 2008

Frikadeller med kartofler og stuvet spidskål



Opskrift til 2 personer (Frikadeller til aftensmad og frokost)

500 g magert hakket kød – 2 mindre løg revet – salt og peber – 1 æggehvide – 1½ tsk karry – ¾ dl havregryn
- - - - - - - -
1 hel spidskål – 2 tsk smør – 1½ spsk mel – 5 dl grønsagsboullion – salt og peber – 1 tsk citronsaft - ½ tsk muskatnød
- - - - - - - -
300 g kartofler – hakket persille eller andet grønt til at vende i kartoflerne


Bland alle ingredienserne til frikadellefarsen og lad den gerne trække ½ times tid inden farsen formes til frikadeller og steges.

Stuvet spidskål laver du ved først at befri spidskålbladene fra stokken og hakke dem fint.
Lav boullionen.
Smelt smørret og tilsæt melet og rør det godt. Tilsæt bouillionen og rør/pisk godt i saucen og lad den koge et par minutter inden spidskålen tilsættes. Lad saucen koge ved svag varme i 10-15 minutter. Smag den til med salt, peber, muskatnød og lidt citronsaft.

Kartoflerne som du har kogt ikke? – vendes med lidt friskhakket persille eller purløg, løvstikke, kørvel… etc.


mandag den 14. april 2008

Grydestegt kalvesteg med gemyse

Opskrift til 2 personer (Kød til 2 dage)

1 kg magert godt kalvekød – smør - 1 løg – 3 pastinakker – 3 gulerødder – 3 store kartofler – 200 g haricots verts* – timian – salt og peber – eventuelt lidt mel til jævning

Brun kødet på alle fire sider i smør i en stegegryde. Skær 1 løg i både og 1 pastinak og en gulerod i mindre stykker og tilsæt det sammen med lidt vand. Kom lidt salt og peber ved og lad det simre under låg ved svag varme i 1¼ time (eller efter slagterens anvisning).

Skær resten af grønsagerne i mundrette stykker og kom dem i gryden samen med lidt timian og lad det koge yderligere 1 kvarter.

Kog haricots verts i 10 minutter – eller til de er møre men med bid.

Kød og grønsager tages op og holdes varmt eventuelt tildækket med et rent klæde. Jævn sauce med lidt mel der er rystet samme med vand eller mælk og lad det koge et øjeblik.

Skær halvdelen af kødet i ikke for tykke skiver (resten gemmes til dagen efter) og server det med grønsager, haricots verts og saucen.

* I stedet for haricots verts kan man spise grønærter til retten.

Resten af kødet kan eventuelt serveres dagen efter med små nye kartofler, haricots verts og peberrodssauce.

Hakkebøf med pandetomatsauce og råstegte kartofler

Opskrift til 2 personer

Magert hakket oksekød – kartofler – løg – hakkede dåsetomater med krydderier – fedtstof til stegning – salt og peber – grønne bønner, eller en salat.


Kartoflerne skrælles og skæres i tern. Steges i fedtstof på en pande til de er møre. Krydres med salt og peber.

Bønnerne koges møre i vand med lidt salt.

Løg skæres i mindre stykker og steges bløde på stegepanden. Tages op.

Hakkebøfferne steges møre på samme pande og krydres med salt og peber.

Bøfferne tages op og panden koges af med dåsetomaterne. Tilsæt eventuelt flere krydderier (f.eks. Engelsk Sauce) efter smag og læg hakkebøfferne og løgene tilbage på panden og lun det sammen med tomatsaucen.

Server de råstegte kartofler og bønner eller salat til hakkebøfferne.

onsdag den 2. april 2008

Salat med skinke og tomat

Opskrift til 2 personer

160 g mager pålægskinke – 100 g spidskål – 100 bladselleri eller fennikel – 100 g grøn peberfrugt

Dressing: 200 g ylette – 30 mayonnaise – 2 tsk fransk dijonsennep – estragon – salt og peber

300 g lækre tomater – 2 skiver godt toastbrød


Kålen snittes fint og bladselleri skæres i tynde skiver på tværs. Peberfrugten skæres i tynde strimler.

Kål, bladselleri og peberfrugt koges i cirka 2 minutter i letsaltet vand. Vandet hældes fra og grønsagerne afkøles.

Skær skinken i tern og vend den i grønsagerne.

Ylette røres med mayo og sennep og smages til med estragon, salt og peber.

Grønsagsblandingen anrettes på fade og pyntes med tomater skåret i både. Dressingen serveres til eller hældes over.

Spis letristet toast til.

Pesce italiano – italiensk fiskeret


Opskrift til 2 personer

400 g filet af torsk eller lyssej – salt – citronsaft – 2 spsk pesto – 4-6 tynde skiver parmaskinke – 300 g gule og røde cherrytomater – 2-3 grofthakkede fed hvidløg – 50 g sorte oliven – 1 økologisk citron i små stykker – 400 g små skrubbede kartofler – 2 spsk olivenolie – peber – tørret timian – 1 håndfuld rucola

Skær fisken i 4-6 stykker, drys lidt salt på og dryp citronsaft over. Smør pesto på fisken og sno et stykke parmaskinke om hvert stykke. Læg fisken et lille ovnfast fad og kom tomater, hvidløg, oliven og citronstykker ved.

Tryk de skrubbede kartofler tørre med lidt køkkenrulle og vend dem i olivenolie, salt og peber og drys med lidt timian. Læg kartofler i et lille ovnfast fad.

Dæk fiskefadet med bagepapir og stil både det og kartoffelfadet i en 225 grader varm ovn og bag det i omkring 20 minutter. Tag fiskefadet ud og stik i kartoflerne og mærk om de er møre, hvis ikke så giv dem lidt mere i ovnen.

Kartofler vendes med lidt rucolasalat og serveres sammen med fisken.

mandag den 31. marts 2008

Lækker tunsalat med pasta

Opskrift til 2 personer

240 g dåsetun i olie – 100 g ærter – 200 g blegselleri – i små stykker – 100 g rødløg i ringe – 180 g kogt pasta (=cirka 90 g ukogt) .

Dressing: 30 g mayonnaise – 200 g DDV-yoghurt – 1 spsk fintklippet dild - ½ spsk æbleeddike – salt og peber – lidt flydende sødemiddel

Pres olien fra tunen og bland den med ærter, bladselleri, rødløg og den afkølede pasta.

Rør alle ingredienser til dressingen sammen og smag den til med salt, peber og sødemiddel. Den skal have en sur/sød smag.

Hæld dressingen over tunsalaten og stil den gerne koldt i køleskabet nogle timer inden serveringen.


Det smager rigtig godt med en drue-sellerisalat til denne ret

Nem druesalat med æble og bladselleri


Opskrift til 2 personer

130 g bladselleri – 2 æbler – 250 g stenfri vindruer

Bladselleri og æbler skæres i ganske små tern og blandes sammen med de stenfri vindruer.

Nemt og lækkert!

onsdag den 26. marts 2008

Røsti med røget laks


Opskrift til 2 personer

100 g røget laks – 2 æg – 200 squash – 200 kartoffel – 2 tsk mel – 1 bdt persille – salt - peber – olie – 50 g DDV-yoghurt – grøn salat – 2 skiver letristet brød –

Riv squashen groft og pres væden fra. Riv også kartoflerne og bland de revne grønsager med æg, mel og hakket persille. Drys med lidt salt og peber.
Lav nogle flade klatter af grønsagsmassen og læg dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i en 200 grader varm ovn til de er pænt gyldne og gennembagte, det tager ca. 15 min.

Server røstierne med salat, laks og yoghurt og spis lidt ristet brød til.

Hakkebøf med salat af rodfrugter

Opskrift til 2 personer

400 g magert oksehakket – lidt olie til stegning – 100 g selleri – 100 g gulerod – 100 g pastinak – persille – 2 spsk kapers – 1 fed hvidløg – skal og saft af 1 økologisk citron – ¾ spsk olie – salt og peber – groft hvidt brød


Form kødet til to store hakkebøffer og steg dem i lidt olie på panden, drys med lidt salt og peber.

Skræl grønsagerne og striml dem meget tyndt med en kartoffelskræller, så de bliver til lange bændler – det ser fantastisk flot ud!
Bland grønsagerne med et par håndfulde hakket persille, kapers, presset hvidløg og citron.
Vend olien rundt i salaten og krydr med salt og peber.

Server bøf og salat med lidt godt groft hvidt brød til.

torsdag den 13. marts 2008

Kartoffelsuppe

Kartoffelsuppe. Her har vi pyntet med lidt kogt porrer i stedet for purløg.

Opskrift til 2-4 personer alt efter om den bruges som hovedret eller forret

600 g kartofler i tern – 2 fintsnittede porrer – 4 finthakkede løg – 6 dl vand* – 4 dl skummetmælk – 1 suppeterning - lidt fintskåret soltørrede tomater – 200 g tyndt skåret røget mørbrad – 1 bdt purløg – salt og peber – nogle skiver godt hvidt brød – eventuel lidt råkostsalat
* Eventuelt erstattes halvdelen af vandet med hvidvin!

Kartofler, porrer og løg koges i vandet/hvidvinen, der er tilsat en knust suppeterning, i cirka 20 minutter. (Imens forberedes tilbehøret, se nedenfor). Tag gryden af blusset og blend suppen med en stavblender til den er helt jævn.

Mælken lunes lidt op og piskes med en håndpisker til den er luftig og skummende, hvorefter den blandes i suppen. Smag til med salt og peber.

De soltørrede tomater og mørbradskiverne steges let på en pande og serveres til suppen, der drysses med lidt klippet purløg inden serveringen.

Spis noget godt hvidt brød til og suppler eventuelt med en god salat.

Hvis det skal være ekstra lækkert kan man erstatte skummetmælken med fløde!!!
... Og mørbrad med ristet italiensk lufttørret skinke (sorano hedder det vist...).

onsdag den 12. marts 2008

Gulerodsalat

Opskrift til 2 personer

400 g gulerødder – 200 g knoldselleri – 2 søde æbler – citronsaft

Riv gulerødder, selleri og æbler og bland det sammen. Kom lidt citronsaft over.

Gulerodsalat findes i mange varianter. Man kan f.eks. komme lidt sukker på eller blande rosiner i. En knivspids kanel giver salaten en helt ny og spændende smag.

Krabbesalat på ristet brød

Opskrift til 2 personer

250 g krabbekød – 30 g mayonnaise – lidt karry – salt og citronpeber – 2 skiver ristet brød eller toast – salatblade – karse – citronskiver

Køb noget ordentligt krabbekød. Vi havde desværre fået fat i noget krabbekød på dåse der virkede som om det var kørt igennem en kødhakkemaskine – og det dur altså ikke!

Krabbekødet røres sammen med mayonnaise, karry, salt og citronpeber. Anrettes på det ristede brød sammen med salatblade, karse og citronskiver.

SPIS NOGET RÅKOST TIL F.EKS. GULERODSALAT!

Man kan bruge rejer i stedet for krabbekød… så er det pludselig rejesalat! Smart!
Hjemmelavet krabbesalat her serveret med en frisk gulerodsalat

tirsdag den 11. marts 2008

Steaks med coleslaw og bagte kartofler

Opskrift til 2 personer

Bagekartofler – steaks af okse eller kalv, entrecote, etc. – 4 gulerødder – 100 g selleri – 1 stort æble – 1½ dl fromage frais – 3 tsk mayonnaise light – 3 tsk ikke for stærk sennep – 4 tsk citronsaft – 3 tsk sukker (eller lidt sødemiddel) – 3 spsk fintrevet løg – salt og peber fra kværn – nogle klatter smør

Kartoflerne vaskes og pakkes ind i sølvpapir. Bages i ovnen på 220 grader i ca. 40 minutter.

Skræl gulerødder, selleri og æble. Riv det hele på den grove side af råkostjernet.
Bland fromage frais, mayonnaise, sennep, citronsaft, sukker, revet løg og salt og peber sammen til en sur sød dressing og vend de revne grønsager i. Lad den gerne trække ½ time.

Grill steaks eller steg i lidt olie og krydr med salt og peber.

Kartofler pakkes ud og der skæres et kryds i dem. Tryk dem lidt i siderne krydr med lidt salt og peber og læg en smørklat øverst.

torsdag den 6. marts 2008

Bodils oksegryde

Opskrift til 4 personer i 1 dag - eller 2 personer i to dage

1 kg mørt oksekød i strimler – olie til stegning - 250 g champignon i kvarte – 1 stort løg i tern – 3 røde snackpeber i tern – 4 mellemstore gulerødder i tykke skiver – 1 ds hakkede tomater med basilikum og oregano - ½ l bouillon – salt – peber – allround-krydderi – maizenamel – hakket persille

Tilbehør: Nye kartofler – eller kartoffelmos – eller ris – og broccoli

Kødet brunes i lidt olie i en god stegegryde. Champignon og løg tilsættes og steger med til løgene er klare. Så tilsættes resten af ingredienserne – undtagen maizena og persille – og det simrer videre til gulerødder og kød er mørt. Imens koges broccoli og tilberedes tilbehøret.

Til sidst jævnes gryderetten med lidt maizena udrørt i koldt vand og smages til. Hvis man f.eks. ønsker at den skal ”prikke” lidt på tungen kan man tilsætte en knivspids cayennepeber etc.

Retten og tilbehøret pyntes eventuelt med lidt hakket persille.

Vi spiste lidt broccoli til retten, og med aspargeskartofler den første dag og kartoffelmos den anden.

søndag den 2. marts 2008

Smoothie med ananas og kiwi


Opskrift til 4 glas

1 ds ananas – 3 modne skrællede kiwi – 2 dl A38 – eventuelt lidt sukker eller flydende sødemiddel

Hele molevitten kommes i en blender og findeles. Smages eventuelt til med lidt sødemiddel og serveres straks.

Susannes klatboller

Opskriften giver 10-12 boller

½ liter koldt vand – 10 g gær** - 1 spsk groft salt – 250 g durum hvedemel – 250 g hvedemel* – 2 spsk olivenolie – 1 spsk honning


Gæren opløses i vandet og de øvrige ingredienser røres i. Dejen - der skal være lidt sej og klistret – stilles i køleskab natten over i en lukket beholder.

Næste dag opvarmes ovnen til 225 grader og dejen sættes ved hjælp af 2 spiseskeer som 10-12 klatter på en bageplade med bagepapir. Bollerne bages i ca. 20 minutter.

* Du kan variere meltyperne. Susanne erstatter gerne cirka 100 g af hvedemelet med grahamsmel eller f.eks. 50 g med havregryn, det giver lidt grovere boller.

** OBS! Hvis du ikke har så megen tid og i stedet vil bage bollerne i løbet af dagen, kan du bruge 25 g gær og lunkent vand og lade dejen hæve et lunt sted i 2-3 timer.

fredag den 29. februar 2008

Kyllingegryde med abrikos og kikærtesalat

Opskrift til 2 personer

450 g kyllingefilet – 2 mellemstore løg – olie til stegning – 1 ds med 6 (12 halve) abrikoser – 1 hel kanelstang – 2 stk stjerneanis - ½ tsk stødt kardemomme – 2 tsk stødt koriander – 2 fed hvidløg – 1 spsk maizena – eventuelt lidt maggi/kyllinge-terning

1 ds (420g) kikærter i vand - ½ agurk – 1 æble – 3 tsk sesamolie – 3 tsk citronsaft – 2 tsk sirup – salt og peber fra kværn


Skær kyllingefileterne i mundrette stykker. Og brun dem i lidt olie i en gryde. Løgene skæres i mindre både og hvidløg i tynde skriver og kommes i gryden. Sauter til løgene er glasklare.
Så tilsættes alle krydderierne og ”brændes af” 1 minuts tid.
Kom vand i gryden så det lige dækker (3-4 dl) og hæld abrikoserne i.

Lad retten småsimre medens du laver kikærtesalaten:

Hæld vandet fra kikærterne og kom dem i en skål.
Skær agurken igennem på langs og fjern kernerne med en teske inden den skæres i små tern.
Æblet skrælles og skæres ligeledes i små tern.
Agurk og æbler kommes i skålen med kikærter.

Pisk olie, citronsaft og sirup sammen til en dressing. Smag til med lidt salt og peber og vend det i kikærtesalaten..

Rør maizena i lidt koldt vand og jævn gryderetten hermed. Smag eventuelt til med lidt salt, peber og maggi.

Vær forberedt på retten har en anderledes smag end udpræget dansk mad!

Yoghurt-koldskål med mango

Opskrift til 2 personer

3 dl kærnemælk - 3 dl yoghurt naturel - 1 tsk revet økologisk/citronskal - 2 dl blendet mango - 2 spsk ahornsirup (eller flydende honning) - eventuelt lidt mynteblade til pynt



Bland kærnemælk, yoghurt og citronskal og pisk mangoen og sirup i.


Serveres koldt og pyntes eventuelt med lidt mynteblade.

onsdag den 27. februar 2008

Koteletter i fad med ananas og chili

Opskrift til 2 personer

4 magre svinekoteletter – lidt olie til stegning – 8 skiver ananas fra dåse – 1 dl ananassaft – 400 g rød peberfrugt i strimler – lidt piri-piri (chilikrydderi) – karry – salt og peber – 3 dl grønærter - ris

Steg koteletterne gyldne på en pande i lidt og læg dem i et ildfast fad.

Steg panden af med ananassaften, kom peberfrugtstrimlerne på og sauter til de bliver bløde. Krydr med lidt piri-piri (eller chili), karry og salt og peber.

Kom peberfrugterne over koteletterne og læg ananasskiverne ovenpå. Drys eventuelt lidt ekstra karry på og sæt retten i en varm ovn ved 200 grader i cirka 20 minutter.

Kog ris og server den til retten, sammen med grønærterne.

torsdag den 21. februar 2008

Rødspætteruller med broccoli og persillesauce

Opskrift til 2 personer

6-8 rødspættefileter uden skind – salt – peber – citronpeber – 300 g aspargeskartofler – 1 ”pakke” broccoli

Persillesauce: 2 dl skummetmælk – 3 tsk mel – lidt grønsags-bouillonpulver – 1 bdt persille – salt – peber


Fisken lægges som små ruller i et ildfast fad og drysses med salt, peber og citronpeber. Kommes i en varm ovn og bages ved 200 grader i 10-15 minutter.

Kartofler og broccoli koges.

Mælk og mel rystes sammen, kommes i en gryde sammen med bouillonpulver. Saucen opvarmes under piskning. Der tilsættes hakket persille og smages til med salt og peber.

søndag den 17. februar 2008

Familiepizza

Vi havde nogle af børnebørnene på vinterferie og de var helt vilde med denne pizza, hvor de selv havde bestemt hvad de ville have på som fyld.

Opskrift til 4-5 personer

Dej: 500 g hvedemel – 3 dl lunkent vand – 25 g gær – 1 spsk olie – 2 tsk groft salt

Sauce: 1 stort løg – 1 spsk olivenolie – 1 ds hakkede tomater – 2 fed hvidløg – chilisauce efter smag – salt – peber – timian – oregano – basilikum – 200 g revet ost

3 forslag til fyld
Amalie: skinkestrimler, champignon og ost
Alberte: skinkestrimler, sorte oliven og ost
Nanna: kødsauce og ost

Dej: Opløs gæren i det lunkne vand. Kom de øvrige ingredienser til dejen i en stor skål og hæld vandet i..
Ælt dejen rigtig godt igennem til den føles blød og smidig. Form den til en stor kugle og tryk den en anelse flad. Skær et kryds i dejbollen foroven. Læg et rent viskestykke over og lad dejen hæve et lunt sted i mindst en ½ time – men helts 1½ time – til dobbelt størrelse.

Mens dejen hæver laves saucen:

Tomater blendes sammen med løg og presset hvidløg og hældes i en gryde.
Tilsæt salt og peber og godt med timian og basilikum, samt lidt oregano og chilisauce.
Lad saucen simre stille og roligt ved lavt blus i en times tid.

Forbered fyldet og tænd for ovnen på 200 grader.

Dejen slås ned og rulles ud i bradepandens størrelse (husk at drysse lidt mel ud først så dejen slipper). Smør bradepanden – eller en bageplade med høj kant – med lidt olie og læg dejen herpå.
Skub dejen ud til kanterne og lav en kant på dejen hele vejen rundt. Saucen fordels jævnt ud over dejen. Så lægges fyldet på. Og til sidst fordeles osten jævnt over det hele.

Pizzaen bages ved 200 grader i 20-25 minutter.

mandag den 11. februar 2008

Fransk broccolisalat


Opskrift til 2 personer

300 g broccoli – 300 g haricots verts - ½ rødløg – eventuelt lidt Rucolasalat
Dressing: 25 g olie – 2 tsk balsamicoeddike - salt og peber

Nip enderne af haricots verts og skær broccoli ud i små buketter.

Kog grønsagerne i en 3-4 minutter og hæld dem efterfølgende i en sigte og afkøl dem.

Skær rødløg i fine skive og bland dem i de afkølede grønsager.

Pisk olie og eddike sammen og smag det til med salt og peber.

Hæld dressingen over salaten og pynt eventuelt med f.eks. lidt rucolasalat.

tirsdag den 5. februar 2008

Varmrøget laks med ærter, tomat og grovbrød

Varmrøget laks med ærter, tomat og grovbrød. Hvis du ikke kan skaffe frisk røget laks kan du i stedet bruge stegt laksesteak.

Kogt torsk med sennepssauce og hele svineriet

Kogt torsk med sennepssauce, kartofler, hakket hårdkogt æg, kapers, rødbeder og hakket rå løg.

fredag den 1. februar 2008

Biksemad

Opskrift til 2 personer

Lidt olie til stegning - 360 g stegt kød i tern (typisk en rest steg af svin, okse eller lam) – 90 g røget mørbrad i tern – 300 g kogte kolde kartofler i tern – 250 g forkogt selleri i tern – 250 g forkogte gulerødder i tern – 1 hakket løg – 1 fed presset hvidløg – salt og peber –

Tilbehør efter eget valg: f.eks.: Syltede rødbeder – spejlæg – hakket persille – ketchup – engelsk sauce, rugbrød…

Vær opmærksom på at alle grønsagerne skal være kogte i forvejen!

Kom en sjat olie i en stor dyb pande og steg kød og røget mørbrad let heri. Kom løg ved og steg til løgene er klare.

Så hældes resten af ingredienserne i panden og der steges til det hele er pænt gyldent og gennemvarmt.

Bodils kyllingegryde


Bodils kyllingegryde - hurtigt og nemt!


Opskrift til 4 personer* eller 2 personer** i to dage

700 g kyllingefilet i strimler – lidt olie – 2 røde og 1 grøn peberfrugt i strimler – 2 ds tomater med basilikum – 2 fed presset hvidløg – 2 store porrer i skiver – 1 stort løg små både – 250 g champignon i kvarter – 1 grønsagsterning – basilikum - salt og peber

* Ris eller pasta til 4 personer eller ** Ris til 2 personer og pasta til 2 personer


Det strimlede kyllingekød brunes i lidt olie en gryde.
Resten af ingredienserne kommes i gryden og det hele småkoger indtil alt er mørt.
Kom eventuelt lidt vand i undervejs og smag til med salt og peber inden servering.

* Kog ris eller pasta medens kyllingeretten snurrer.
** Hvis du har lavet retten til 2 dage kan du eventuelt spise ris til den ene dag og pasta til den anden.

Vi syntes faktisk at pasta klæder retten bedst!

Hvis du er til stærk mad kan vi anbefale at du stiller en flaske chilisauce på bordet – f.eks. HP Mexican Chilli.