Ideer til sund og fedtfattig mad til to

Velkommen

Du kan altid hente mere inspiration ved f.eks. at klikke på Aften - Frokost - o.s.v. under ETIKETTER i højre spalte.

Hvis du vil printe en opskrift ud, så marker teksten og vælg print markerede, så undgår du at få andet end opskriften printet ud.

Med venlig hilsen -

Bodil & Benny

Viser opslag med etiketten Tilbehør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tilbehør. Vis alle opslag

torsdag den 19. juni 2014

LÆKKER REJETÆRTE FRA RØRVIG

500 gr courgetter – salt – 30 gr smør – 250 gr udrullet mørdejsbund – 1 dl 38 % cremefraiche – 1½ spsk mælk – revet skal af 1 økologisk citron – 5 æg – lidt revet muskatnød – peber fra kværn – 300 gr kogte pillede rejer.

Der bliver 8 pæne stykker af denne tærte.

Vask courgetterne og skær dem i ca. 1 cm store stykker (de skal ikke skrælles). Drys dem jævnt med salt og lad dem trække i et kvarters tid. Skyld dem herefter grundigt i koldt vand og vrid dem tørre i et rent viskestykke. Sauter dem herefter i smør uden at de tager farve, men til det meste af væden er fordampet. Krydr med lidt salt og peber.

Smør en 22 cm springform med lidt smør og klip et stykke bagepapir til og læg i bunden af formen. Kom dejen i bunden af springformen og tryk dej godt op langs kanterne. Stil den koldt indtil den skal fyldes.

Så rør du cremefraichen jævn sammen med mælken og tilsætter den fintrevne citronskal. (Spar ikke på citronskallen…den giver tærten et frisk pift!) Æggene røres sammen i en stor skål og cremefraichemassen kommes i og røres med æggene til en sej masse, uden at piske kraftigt. Smag til med lidt reven muskat og eventuelt lidt mere salt og peber.

Endelig vendes de sauterede courgetter og rejerne i æggemassen.
Fyldet fordeles jævnt i tærten. Drys eventuelt med lidt friskkværnet peber og bag tærten på nederste rille i en forvarmet ovn på 190 grader i ca. 50 minutter, til den er hævet, gennembagt og gylden.

Velbekomme!

(Hvis nogen står af allerede ved tanken om courgetter, så gør det ikke! Det kommer hverken til at smage som varme agurker eller badesvamp, men bliver fantastisk lækkert.)


Alle der har smagt Rejetærte fra Rørvig har været helt vilde med den…

mandag den 27. oktober 2008

Rødbedesalat med æble og capers

Opskrift til 4 personer (eller 2 i 2 dage)

800 g rødbeder – 2 madæbler cirka 200 g – 1 spsk finthakket løg – 2 spsk capers – 1 spsk honningsennep – 1 spsk jomfruolie – salt & peber

Lad skrællen sidde på og kog rødbederne i vand til de er møre ½ - 1 ¼ time. Skyld dem herfefter i koldt vand og ”smut” skrællen af. Skær rødbederne i små tern.

Fjern kernehuset fra æblerne og skær ligeledes dem i små tern.

Rør sennep og olie sammen og kom lidt salt ved. Bland rødbeder, æbler, dressing, capers og det finthakkede løg sammen. Færdig!

Smager himmelsk til skipperlabskovs, brændende kærlighed, frikadeller, hakkebøf, varm leverpostej og …

torsdag den 24. april 2008

Tomatsalsa


Til nogle gange

500 g solmodne tomater -1 rødløg -1 rød chili - 1 rød peberfrugt – 1 fed hvidløg -1 spsk eddike - 1 spsk honning - 1 spsk olivenolie - salt og peber


Skær tomaterne i både, fjern kernerne, og skær tomaterne i små tern. Hak løget. Flæk chilien, og fjern kernerne. Skær chilien i strimler, og peberfrugten i små tern. Vend grønsagerne sammen og kom finthakket hvidløg ved. Tilsæt eddike, honning og olivenolie, og smag til med salt og peber.

Salsaen må meget gerne trække i nogen tid i køleskabet.

fredag den 28. december 2007

Karrysalat

1 portion karrysalat (rækker til 4-5 personer)

2½ dl DDV-yoghurt (eller fromage frais) - 2 syltede drueagurker - 1 hårdkogt æg - 1 madæble - 1½ tsk karry - lidt flydende sødemiddel

Ægget koges og hakkes i små tern. Agurkerne skæres ligeledes i små tern. Når æblet er skrældet og kernehuset fjernet skæres dette også i bitte små tern.

Herefter blandes alle ingredienserne i en skål og smages til med salt, peber og nogle dråber sødemiddel.

Når du en gang har smagt denne hjemmelavede karrysalat, der kan bruges til f.eks. sild og æg, køber du sandsynligvis aldrig mere en fabriksfremstillet!