mandag den 27. oktober 2008

Rødbedesalat med æble og capers

Opskrift til 4 personer (eller 2 i 2 dage)

800 g rødbeder – 2 madæbler cirka 200 g – 1 spsk finthakket løg – 2 spsk capers – 1 spsk honningsennep – 1 spsk jomfruolie – salt & peber

Lad skrællen sidde på og kog rødbederne i vand til de er møre ½ - 1 ¼ time. Skyld dem herfefter i koldt vand og ”smut” skrællen af. Skær rødbederne i små tern.

Fjern kernehuset fra æblerne og skær ligeledes dem i små tern.

Rør sennep og olie sammen og kom lidt salt ved. Bland rødbeder, æbler, dressing, capers og det finthakkede løg sammen. Færdig!

Smager himmelsk til skipperlabskovs, brændende kærlighed, frikadeller, hakkebøf, varm leverpostej og …

Skipperlabskovs

Opskrift til 4 personer (eller 2 i 2 dage)

800 g godt oksekød skåret i mundrette stykker – 1 kg kartofler i mindre stykker – 80 g smør – 3 løg – salt – cirka 12 hele peberkorn – 4-5 laurbærblade – 1 suppeterning – purløg. (Eventuelt rugbrød og syltede rødbeder).

Hak de pillede løg fint og damp dem i smørret i en god gryde nogle minutter til de er klare.

Kom kødet i gryden sammen med peberkorn og laurbærblade og hæld kogende vand på så kødet lige er dækket. Drys lidt salt på og kom en suppeterning ved. Lad kødet snurre under låg ved svag varme 1 times tid.

Herefter kommes kartoffelstykkerne i gryden og når de er kogt ud er retten færdig. Undervejs finder du lige ud af om der eventuelt skal fjernes eller tilsættes vand. Retten skal være lidt grødagtig når den er færdig. Smag eventuelt til med lidt salt og server retten drysset med fintsnittet purløg.

Mange spiser en skive godt rugbrød og syltede rødbeder til retten.

Vi spiste en rødbedesalat med æble og capers til og supplerede med tysk Hefe-Weiβbier og en snaps!

mandag den 20. oktober 2008

Æbleflæsk af bacon med timian og peberrod

Opskrift til 2 personer

300 g håndskåret baconskiver – 300 g løg – frisk timian – 1 kg madæbler – 2½ spsk sukker – ¾ dl vand – lidt friskrevet peberrod – salt & peber – 2 skiver godt rugbrød

Steg baconskiverne på en godt varm pande uden fedtstof. Lad baconstykkerne dryppe af på noget køkkenrulle.

Skær løgene i smalle både og steg dem sammen med timian i baconfedtet på panden til løgene er gyldne og bløde.

Skræl æblerne og fjern kernehusene. Skær æblerne i smalle både og kom dem på panden til løgene, sammen med sukker, salt og peber. Kom lidt vand ved og lad æblerne stege i 5-15 minutter til de er møre. Smag til med lidt revet peberrod.

Anret blandingen sammen med bacon og server godt rugbrød til.

Pastrami-sandwich

Opskrift til 2 personer

2 sandwichboller (eller 4 skiver godt hvidt brød) – 70 g friskost – 3 tynde skiver agurk – lidt revet peberrod – 100 g pastrami – lidt spinatblade – 80 g mager skæreost – lidt tomatskiver – lidt rødløgsringe – lidt ekstra råkost

Smør bollerne eller brødskiverne med friskost og kom det øvrige fyld imellem skiverne.

Spis lidt salat til. F.eks. spinatblade, agurk, tomat og rødløg og dryp med lidt balsamicoeddike.

Skønne grovboller – rugboller

Opskrift til omkring 16 boller

75 g gær - ½ l vand – 1 spsk salt – 2 æg – 3 spsk olie – 150 g groft rugmel – 300 g sigtebrødsmel – 500 g hvedemel

Gæren udrøres i vandet der gerne må være lunkent. De øvrige ingredienser tilsættes og dejen æltes godt igennem. Stilles herefter til hævning i en halv time et lunt sted.

Dejen ”slås ned” og deles i 16 stykker, der trilles til boller som stilles på en bageplade, hvor de efterhæver i cirka 15 minutter.

Herefter bages i de i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.

Det er en skøn bolle der både kan bruges morgen, middag og aften. De er velegnet til nedfrysning.

Man kan eventuelt efter smag komme lidt ekstra smag i bollerne ved at tilsætte f.eks. lidt kommen eller andet i dejen. De kan også pensles med lidt æg inden bagningen hvis man ønsker en lidt blank overflade.

lørdag den 11. oktober 2008

Mormors gode pandekager


Opskrift til 10-12 store pandekager

2 æg – 6 dl mælk – 5½ dl mel - ½ tsk salt – 1spsk sukker – 1 tsk vaniljesukker – smør til stegning - eventuelt ½ tsk kardemomme

Kom æg og halvdelen af mælken i en skål. Tilsæt mel og rør blandingen sammen. Tilføj så resten af mælken, salt, sukker og vaniljesukker. Det skulle lige give prikken over i'et med lidt kardemomme.

Steg pandekagerne i lidt smør. Nemmest på en pandekagepande eller en pande med lav kant.

Vi spiste brombærsyltetøj, strøsukker og ahornsirup til. Men anden syltetøj eller is er jo også dejligt.

Kalvekoteletter med flødespinat og svampe

Opskrift til 2 personer

2 kalvekoteletter (af slagterens gode) – smør – 450 g frossen helbladet spinat – 1 dl piskefløde – lidt revet muskatnød – 250 g markchampignon eller andre svampe – 1 lille finthakket løg – 1 lille hånd hakket persille – salt & peber

Tø spinaten lidt op og følg tilberedningsanvisningen på posen. Hæld spinaten i en sigte når den er helt optøet og pres det meste af vandet fra.
Kom spinaten tilbage i gryden og kom piskefløden ved, sammen med lidt muskatnød og salt & peber og lad det simre stille og roligt en tid.

Rens champignonerne og del dem i halve. Kom lid smør på en pande og rist champignonerne gyldne heri, kom det finthakkede løg ved og lad det stege med et par minutter. Smag til med salt & peber og drys til sidst lidt hakket persille over.

Steg kalvekoteletterne i lidt brunet smør i 3-4-5- minutter på hver side alt efter tykkelse (eller grillsteg dem).

Serveres med flødespinat og de stegte svampe.

torsdag den 9. oktober 2008

Ovnbagt laks med urter

Opskrift til 2 personer






400 fersk laks uden skind og ben – 100 g fintsnittet forårsløg – 180 g reven selleri – 200 g revne gulerødder – 1 spsk finthakket dild – salt & peber - karry – 250 g DDV-yoghurt – 2 stk. godt brød

Rør forårsløg, selleri, gulerødder, dild og yoghurt sammen i en stor skål. Drys en knivsspids karry i og smag til med salt & peber og eventuelt lidt mere karry. Det skal ikke smage af karry – kun anes.

Kom laksen i et ovnfast fad (vi brugte laksesteaks hvor skindet var fjernet), og drys med lidt salt & peber og fordel urteblandingen i et jævnt lag ovenpå.

Sæt fadet i ovnen og bag ved 200 grader i cirka 20-25 minutter. Lidt lavere temperatur ved varmluftovn. Hold øje med at urteblandingen ikke svedes.

Spis lidt godt hvidt brød til.

tirsdag den 7. oktober 2008

Omelet med champignon og peberfrugt


Opskrift til 2 personer

200 g champignon i skiver – lidt olie - 1 løg i tern – 1 peberfrugt i tern – 1 fed knust hvidløg – 5 æg – salt & peber - rugbrød og/eller lidt råkost

Rist champignon let på en tør pande og tag dem op.

Kom en sjat olie på panden og lad løg og peberfrugt simre heri sammen med hvidløg nogle minutter.

Imens slås æggene ud i en skål og piskes let med en sjat vand, max en spiseskefuld pr. æg.

Æggeblandingen og champignoner hældes over grønsagerne på panden. Krydres med salt & peber og steger ved jævn varme indtil æggemassen er stivnet. Nogen foretrækker at den er stadig er lidt blød i overfladen når den serveres.

Hvis du laver en større portion kan du eventuelt lave nogle ”lommer” i æggemassen med en palet, så den flydende æggemasse kommer i bunden af stegepanden.

Spis en skive rugbrød og råkost eller lidt salat til.

søndag den 5. oktober 2008

Lakselasagne

Opskrift til 2 personer

170 g fersk laks i mindre stykker – 120 g røget laks i skiver – 500 g dampet spinat – 80 g lasagneplader – 200 g champignon i skiver

Bechamelsauce: ½ spsk mel – 4 dl minimælk – 2 tsk bouillonpulver – lidt revet muskatnød – salt & peber



Pisk mel, mælk og bouillonpulver godt sammen og kog det forsigtigt op til en sauce. Smag til med muskat og salt & peber.

Rist champignon let på en tør pande.

Læg fersk laks, røget laks, spinat, champignon, lasagneplader og bechamelsauce lagvis i et ildfast fad. Slut af med spinat og sauce på toppen. Lasagnepladerne skal være dækket.

Lasagnen bages i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter.

Server eventuelt en let salat til retten… det kunne være tomatsalat f.eks.

lørdag den 4. oktober 2008

Hjertesalat med melon

Opskrift til 2 personer

1 hjertesalat - ½ honningmelon eller anden melon – 1 rød peberfrugt

Dressing af ½ spsk jomfruolivenolie – 2 tsk lys balsamicoeddike – 1 knivsspids hvidløgspulver – ganske lidt salt & peber.

Hjertesalaten skæres i strimler. Skallen skæres fra melonen der skæres i mindre stykker. Sørg for at det kun er den ”bløde” del af melonen der kommes i salaten. Peberfrugten renses og skæres i mindre firkanter.

Frugt og grønsager blandes i en skål og dressingen vendes i.

En frisk salat der kan bruges ved frokostbordet eller som tilbehør til f.eks. kylling.

Helstegt kylling med honning og citrontimian

Opskrift til 2-3 personer

1 stor kylling – 1 bundt citrontimian eller almindelig timian – 2-3 spsk honning – 1 økologisk citron – salt & peber (Brød og salat)

Skyl citrontimian godt og krads bladene af stilken. Gem et par hele stilke.

Vask citronen og skær nogle dybe ridser i skralden. Drys kyllingen indvendigt med salt og peber og put citron og nogle hele timiankviste ind i kyllingen

Smør et ildfast fad med lidt olie og læg kyllingen i fadet. Smør kyllingen godt på begge sider med honning (lun den eventuelt lidt forsigtigt inden, så er den lettere at smøre på) og drys timianblade på, samt salt og peber.

Steg kyllingen midt i ovnen. Start ved 100 grader i en time og skru så op til 180 – 200 grader og steg den færdig, cirka 1 time mere. Kyllingen bliver meget brun på grund af honningen, så hold øje med at den ikke branker.

Lad kyllingen hvile et øjeblik inden den skæres ud. Serveres med lidt godt hvidt brød og en frisk salat.

Jeg kan anbefale hjertesalat med melon.