tirsdag den 29. april 2008

Super nemme boller


10-12 stk.

15 g gær
½ l koldt vand
ca. 600 hvedemel
1½ tsk salt

Rør gæren ud i koldt vand i en skål. Tilsæt mel og salt og rør dejen godt sammen. Den skal være temmelig lind, og du skal ikke have hænderne ned og ælte.

Drys lidt mel over dejen, dæk skålen med film eller anbring den i en stor lufttæt pose. Sæt skålen på køl natten over (om efteråret og milde vintre kan du også bare sætte den ud på terrassen eller altanen).

Næste morgen tænder du for ovnen på 275 grader og ”former” 10-12 boller. Dejen er stadigvæk meget klæg, så dyp hænderne i vand, hver gang du tager en klump dej og laver en bolle, så hænger dejen ikke så nemt i. Bollerne bliver lidt uformelige, men det er meningen. Drys rundhåndet med hvedemel hen over bollerne, og sæt dem i ovnen i 8 minutter ved højeste varme og derefter 15-20 minutter ved 225 grader, eller til de er smukt gyldne.

Opskriften kan varieres ved at tilsætte dejen lidt solsikkekerner, hørfrø, eller forkogte hvedekerner og/eller udskifte hvedemelet med speltmel, durum eller grahamsmel. Dejen kan også bruges til flutes - som bund til en stor hjemmelavet pizza eller en flok pizzaboller til madpakkerne.

Tip!
Hvis du gerne vil fremskynde hæveprocessen, kan du skrue doseringen af gær op til ca. 25 gram og lade dejen hæve i en lufttæt pose på køkkenbordet i 2.3 timer.

Hvis du laver to flutes ud af dejen i stedet for boller, skal de bage i ca. 12 minutter ved 275 grader.

mandag den 28. april 2008

Bodils citronlikør

2 hele flasker lys Brøndum snaps
Citronskal fra 7 usprøjtede citroner
1½ liter vand
1 kg sukker

Det er naturligvis vigtigt at citronskallerne er økologiske ikke sprøjtede.

Jeg syntes at det er nemmest at skære citronerne i kvarter og så fjerne kødet.
Citronskallerne kommes i et STORT sylteglas og snapsen hældes over. Luk låget og lad det trække i 8 dages tid.

Giv vand og sukker et opkog. Lad det afkøle og hæld det på citron-snapseblandingen.

Lad det stå endnu et par dage og fjern skallerne.

Si likøren - for eksempel gennem et stykke gaze og hæld likøren på rene flasker.

Der går et par dage før smagen har ”sat” sig. Jeg tilsatte lidt mere snaps – Linieakvavit – for at give den lidt mere ”bid”.

Jeg har ladet mig fortælle at italienerne sætter citronlikør og grappa (den italienske snaps) på bordet efter en god middag.

torsdag den 24. april 2008

Tomatsalsa


Til nogle gange

500 g solmodne tomater -1 rødløg -1 rød chili - 1 rød peberfrugt – 1 fed hvidløg -1 spsk eddike - 1 spsk honning - 1 spsk olivenolie - salt og peber


Skær tomaterne i både, fjern kernerne, og skær tomaterne i små tern. Hak løget. Flæk chilien, og fjern kernerne. Skær chilien i strimler, og peberfrugten i små tern. Vend grønsagerne sammen og kom finthakket hvidløg ved. Tilsæt eddike, honning og olivenolie, og smag til med salt og peber.

Salsaen må meget gerne trække i nogen tid i køleskabet.

Svinekød med hvidvin, peberfrugt og kikærter

Opskrift til 2 personer

400 g skinkekød i strimler – olie – 2 løg skåret i både – 3 fed hvidløg – 4 tomater skåret i tern – 2 dl hvidvin – salt og peber – flydende sødemiddel – 2 dl kogte kikærter (evt. fra dåse) – 2-3 rød og gul peberfrugt i strimler – hakket persille – broccoli til 2

Brun kødet i en varm gryde med lidt olie. Tilsæt løg og varm igennem. Kom så tomater og hvidvinen ved. Smag til med lidt salt og peber og eventuelt et par dråber sødemiddel og lad retten koge ganske sagte i 20 minutter.

Kog broccoli.

Kom kikærter og peberfrugten i kødgryden og lad retten koge yderligere 5 minutter.

Kom lidt hakket persille på retten og server broccoli til.

I stedet for persille kan bruges kørvel eller andet bladgrønt.

Frokosttallerken med sild og æggesalat

Frokosttallerken med rugbrød, kryddersild, peberringe, agurkestave, cherrytomater og æggesalat.

Til 2 personer laves æggesalaten af 4 hårdkogte hakkede æg, 30 g mayonnaise, karry, salt og peber og lidt karse.

Kyllingebryst med citron og kapers

Opskrift til 2 personer
2 stk kyllingefilet – salt og peber – 1 tsk merian – 2 spsk olie – reven skal og saft af1 økologisk citron – 1 dl hønsebouillon – 1 spsk små kapers – 600 g broccoli – 600 g kartofler

Gnid kødet med salt og peber og drys med merian. Brun det på alle sider i olien på en pande og steg det videre på lavt blus. Vend det af og til.

Kog kartofler og broccoli.

Tag kødet af panden og hold det varmt indpakket i alufolie.

Kom den revne citronskal, citronsaft og bouillon på panden sammen med kapers og lad det koge lidt ind. Smag til med salt og peber og hæld det over kyllingen.

Server de kogte grønsager til.

Prøv eventuelt også at serverer tomatsalsa til retten.

mandag den 21. april 2008

Lyssej med oliven og pastasalat

Opskrift til 2 personer


400 g lyssej – 70 g fetaost – 1 dl grønne oliven uden sten – 2 spsk hakket persille

400 g kogt pasta – 3 tomater – 2 røde peberfrugter – 2 spsk olivenolie – salt og peber

Skær fisken i fire stykker og læg den i et ovnfast fad og drys lidt salt og peber på.
Smuldr fetaosten. Hak oliven og bland den med fetaen og den hakkede persille. Fordel blandingen over fisken.
Stil fadet i en 225 grader varm ovn og bag fisken i cirka 10-15 minutter til den er mør.

Skær tomater og peberfrugt i tern og bland den i den kogte pasta, der ikke behøver at være kold. Kom olivenolie i og smag til med salt og peber.

I stedet for lyssej kan bruges torsk eller laksefilet.

søndag den 20. april 2008

Frikadeller med kartofler og stuvet spidskål



Opskrift til 2 personer (Frikadeller til aftensmad og frokost)

500 g magert hakket kød – 2 mindre løg revet – salt og peber – 1 æggehvide – 1½ tsk karry – ¾ dl havregryn
- - - - - - - -
1 hel spidskål – 2 tsk smør – 1½ spsk mel – 5 dl grønsagsboullion – salt og peber – 1 tsk citronsaft - ½ tsk muskatnød
- - - - - - - -
300 g kartofler – hakket persille eller andet grønt til at vende i kartoflerne


Bland alle ingredienserne til frikadellefarsen og lad den gerne trække ½ times tid inden farsen formes til frikadeller og steges.

Stuvet spidskål laver du ved først at befri spidskålbladene fra stokken og hakke dem fint.
Lav boullionen.
Smelt smørret og tilsæt melet og rør det godt. Tilsæt bouillionen og rør/pisk godt i saucen og lad den koge et par minutter inden spidskålen tilsættes. Lad saucen koge ved svag varme i 10-15 minutter. Smag den til med salt, peber, muskatnød og lidt citronsaft.

Kartoflerne som du har kogt ikke? – vendes med lidt friskhakket persille eller purløg, løvstikke, kørvel… etc.


mandag den 14. april 2008

Grydestegt kalvesteg med gemyse

Opskrift til 2 personer (Kød til 2 dage)

1 kg magert godt kalvekød – smør - 1 løg – 3 pastinakker – 3 gulerødder – 3 store kartofler – 200 g haricots verts* – timian – salt og peber – eventuelt lidt mel til jævning

Brun kødet på alle fire sider i smør i en stegegryde. Skær 1 løg i både og 1 pastinak og en gulerod i mindre stykker og tilsæt det sammen med lidt vand. Kom lidt salt og peber ved og lad det simre under låg ved svag varme i 1¼ time (eller efter slagterens anvisning).

Skær resten af grønsagerne i mundrette stykker og kom dem i gryden samen med lidt timian og lad det koge yderligere 1 kvarter.

Kog haricots verts i 10 minutter – eller til de er møre men med bid.

Kød og grønsager tages op og holdes varmt eventuelt tildækket med et rent klæde. Jævn sauce med lidt mel der er rystet samme med vand eller mælk og lad det koge et øjeblik.

Skær halvdelen af kødet i ikke for tykke skiver (resten gemmes til dagen efter) og server det med grønsager, haricots verts og saucen.

* I stedet for haricots verts kan man spise grønærter til retten.

Resten af kødet kan eventuelt serveres dagen efter med små nye kartofler, haricots verts og peberrodssauce.

Hakkebøf med pandetomatsauce og råstegte kartofler

Opskrift til 2 personer

Magert hakket oksekød – kartofler – løg – hakkede dåsetomater med krydderier – fedtstof til stegning – salt og peber – grønne bønner, eller en salat.


Kartoflerne skrælles og skæres i tern. Steges i fedtstof på en pande til de er møre. Krydres med salt og peber.

Bønnerne koges møre i vand med lidt salt.

Løg skæres i mindre stykker og steges bløde på stegepanden. Tages op.

Hakkebøfferne steges møre på samme pande og krydres med salt og peber.

Bøfferne tages op og panden koges af med dåsetomaterne. Tilsæt eventuelt flere krydderier (f.eks. Engelsk Sauce) efter smag og læg hakkebøfferne og løgene tilbage på panden og lun det sammen med tomatsaucen.

Server de råstegte kartofler og bønner eller salat til hakkebøfferne.

onsdag den 2. april 2008

Salat med skinke og tomat

Opskrift til 2 personer

160 g mager pålægskinke – 100 g spidskål – 100 bladselleri eller fennikel – 100 g grøn peberfrugt

Dressing: 200 g ylette – 30 mayonnaise – 2 tsk fransk dijonsennep – estragon – salt og peber

300 g lækre tomater – 2 skiver godt toastbrød


Kålen snittes fint og bladselleri skæres i tynde skiver på tværs. Peberfrugten skæres i tynde strimler.

Kål, bladselleri og peberfrugt koges i cirka 2 minutter i letsaltet vand. Vandet hældes fra og grønsagerne afkøles.

Skær skinken i tern og vend den i grønsagerne.

Ylette røres med mayo og sennep og smages til med estragon, salt og peber.

Grønsagsblandingen anrettes på fade og pyntes med tomater skåret i både. Dressingen serveres til eller hældes over.

Spis letristet toast til.

Pesce italiano – italiensk fiskeret


Opskrift til 2 personer

400 g filet af torsk eller lyssej – salt – citronsaft – 2 spsk pesto – 4-6 tynde skiver parmaskinke – 300 g gule og røde cherrytomater – 2-3 grofthakkede fed hvidløg – 50 g sorte oliven – 1 økologisk citron i små stykker – 400 g små skrubbede kartofler – 2 spsk olivenolie – peber – tørret timian – 1 håndfuld rucola

Skær fisken i 4-6 stykker, drys lidt salt på og dryp citronsaft over. Smør pesto på fisken og sno et stykke parmaskinke om hvert stykke. Læg fisken et lille ovnfast fad og kom tomater, hvidløg, oliven og citronstykker ved.

Tryk de skrubbede kartofler tørre med lidt køkkenrulle og vend dem i olivenolie, salt og peber og drys med lidt timian. Læg kartofler i et lille ovnfast fad.

Dæk fiskefadet med bagepapir og stil både det og kartoffelfadet i en 225 grader varm ovn og bag det i omkring 20 minutter. Tag fiskefadet ud og stik i kartoflerne og mærk om de er møre, hvis ikke så giv dem lidt mere i ovnen.

Kartofler vendes med lidt rucolasalat og serveres sammen med fisken.