Vi havde nogle af børnebørnene på vinterferie og de var helt vilde med denne pizza, hvor de selv havde bestemt hvad de ville have på som fyld.
Opskrift til 4-5 personer
Dej: 500 g hvedemel – 3 dl lunkent vand – 25 g gær – 1 spsk olie – 2 tsk groft salt
Sauce: 1 stort løg – 1 spsk olivenolie – 1 ds hakkede tomater – 2 fed hvidløg – chilisauce efter smag – salt – peber – timian – oregano – basilikum – 200 g revet ost
3 forslag til fyld
Amalie: skinkestrimler, champignon og ost
Alberte: skinkestrimler, sorte oliven og ost
Nanna: kødsauce og ost
Dej: Opløs gæren i det lunkne vand. Kom de øvrige ingredienser til dejen i en stor skål og hæld vandet i..
Ælt dejen rigtig godt igennem til den føles blød og smidig. Form den til en stor kugle og tryk den en anelse flad. Skær et kryds i dejbollen foroven. Læg et rent viskestykke over og lad dejen hæve et lunt sted i mindst en ½ time – men helts 1½ time – til dobbelt størrelse.
Mens dejen hæver laves saucen:
Tomater blendes sammen med løg og presset hvidløg og hældes i en gryde.
Tilsæt salt og peber og godt med timian og basilikum, samt lidt oregano og chilisauce.
Lad saucen simre stille og roligt ved lavt blus i en times tid.
Forbered fyldet og tænd for ovnen på 200 grader.
Dejen slås ned og rulles ud i bradepandens størrelse (husk at drysse lidt mel ud først så dejen slipper). Smør bradepanden – eller en bageplade med høj kant – med lidt olie og læg dejen herpå.
Skub dejen ud til kanterne og lav en kant på dejen hele vejen rundt. Saucen fordels jævnt ud over dejen. Så lægges fyldet på. Og til sidst fordeles osten jævnt over det hele.
Pizzaen bages ved 200 grader i 20-25 minutter.
Det ser lækkert ud....laver også nogle gange pizza i bradepande med børnene på arbejdet....her er ananas et hit blandt fyldet, men også oksekød ( lavet som kødsovs) og skinketern.....og så elsker de fiskefrikadeller, pitabrød med fyld, spaghetti og kødsovs bl.a.
SvarSletDen blev virkelig god og ungerne var ellevilde.
SvarSletJeg kan nikke genkendende til "børneretterne", det er vist internationalt på dansk! Og så kan man alligevel blive lidt overrasket som f.eks. da Alberte MEGET gerne ville have sorte oliven på sin del af pizzaen.