søndag den 13. januar 2008

Gratineret kalveculotte med rødbedesalat og haricots verts


Opskrift til 2 personer


Rødbedesalat: 3-4 mellemstore rødbeder – 25 g kapers – 30 g valnøddekerner – lidt persille – 1 tsk dijonsennep – lidt citronsaft – 1 fed presset hvidløg – 3 spsk olivenolie – salt og peber

300 g haricots verts

Kalveculotte fra dagen før. (Opskrift her!) - fintrevet parmesan


Rødbederne koges møre i letsaltet vand i ca. 45 minutter. Så skylles de under koldt vand og skrællen smuttes af. Skær dem i små tern.

Rør en dressing af sennep, citronsaft, hvidløg, olivenolie og salt og peber. Vend rødbederne i dressingen og drys med kapers, valnødder og hakket persille.

Kalvekødet skæres i skiver og lægges i et smurt ovnfast fad. Osten drysses over og kødet gratineres i ovnen ved 200 grader til osten er gylden.

Haricots verts koges i lidt letsaltet vand i ca. 10 minutter, så der stadig er ”bid” i dem.

Rødbedesalat kan spises både som forret og som tilbehør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar